15. maj 2011

Kanon Føde!

Jeg "faldt" over et program på DR2 i går, som jeg gerne vil anbefale.
Det hedder "Kanon Føde" og blev sendt første gang på DR i efteråret 2010.

Rugbrøds-crostini med ferskner, parmaskinke og ost
Foto venligst udlånt fra dr.dk
Værterne på programmet er Anne Hjernøe, selvbestaltet TV-kok, som vi nok alle kender fra f.eks. "AnneMad" og
Ann Marker som oprindeligt er uddannet geolog, men har lavet en række TV-udsendelser om videnskab, teknologi og natur.




Der er en videnskabelig vinkel på programmet idet Ann Marker besøger forskere, der på forskellig måde gør sig endnu klogere på, hvilken betydning forskellige madvarer kan have for vores sundhed og helbred.

Vi ser desuden Anne  Hjernøe lave Kanon Føde med en masse gode råvarer i sit transportable udekøkken. Fælles for disse råvarer er, at de er sunde og gode for os, og at vi spiser dem alt for lidt

Det program jeg så, var nummer 2 i rækken af 6 programmer og handlede om Fuldkorn. Om at fuldkorn er godt, og hvorfor det er godt!

Det var spændende at se, hvad der bliver lavet af undersøgelser og forsøg og desuden at få inspiration til lækker mad, man selv kan lave. 

Specielt kan jeg godt lide, at Anne Hjernøe i det her program har en naturlig skepsis overfor de råvarer, hun vælger at bruge, og at hun bliver positivt overrasket over, hvor godt maden kan smage med dem. Hun siger også, at hun helst ikke går på kompromis med smagen til fordel for sundhed, men at man sagtens kan lave noget sundt, der også smager godt!

Hvis du har lyst til at se programmerne ligger de på DR´s hjemmeside på adressen: http://www.dr.dk/DR2/K/Kanonfoede/Udsendelser/

DR2 sender det næste program på lørdag d.21/5 kl.15.05. Det handler om krydderurter og svampe.

Jeg har en plan om evt. at optage programmerne. Der er nemlig, i mine øjne, noget over at se programmerne i fjernsynet fremfor på nettet ;-)

13. maj 2011

Løbemusik - hvad skal du vælge?

På et tidspunkt havde jeg lyst til at finde noget musik at løbe til.
Jeg prøvede mig lidt frem og fandt ud af, at et rigtig godt nummer at løbe til for mit vedkommende er ”Take on me” med Aha.

Jeg talte med veninder om det her med musik og fandt ud af, at der er  mange forskellige grunde til at man bruger musik til løb og  lige så mange holdninger til hvad det skal være for noget musik. Jeg har f.eks. en veninde som ikke går så meget op i at bruge rytmen i musikken, men mest op i at det er noget musik hun kan lide og kan holde ud at lytte til.

Jeg bruger rytmen til at drive mig frem, men samtidig skal det være noget musik jeg kan holde ud at lytte til.

Jeg ville prøve at finde andre numre, der havde samme rytme som ”Take on me”, så jeg ikke skulle høre det om og om igen.

Beatrunner








På et tidspunkt var jeg i praktik hos DR i Århus og opdaterede hjemmesiden til  programmet ”Ha´det godt”. Her faldt jeg over en side der hedder: Beatrunner. 

Det er en fin side, hvor du kan forskellige ting:
  • Du kan teste musik og finde ud af hvilken skridtfrekvens de har.
  • Du kan få noget information om baggrunden for siden. Herunder kan f.eks. også du teste dit løb til nogle musikstykker af forskellig skridtfrekvens og finde ud af, hvad der passer til dig.
  • Du kan finde musik som andre løbere har foreslået og så kan du derfra finde numrene på iTunes Store og købe dem, hvis du har lyst.
Skridtfrekvens og bpm (beats per minut)

Ifølge menneskerne bag beatrunner er det mest optimalt at løbe til numre der har en skridtfrekvens mellem 150 og 180.

Nummeret ”Take on me” har en skridtfrekvens omkring 170, så jeg gjorde det, at jeg fandt en masse numre fra cd´er som jeg godt kunne lide og testede dem med beatrunner. Det var svært at finde nogen der passede i tempo og jeg endte med kun at finde et nummer mere: ”No one Knows” med Queens of the Stoneage.

I lang tid løb jeg udelukkende til disse to numre. Og det begyndte at blive rimeligt trivielt. Indtil min søde kæreste præsenterede mig for et program til Pc´en, som kunne regne numrenes bpm ud.
Min kæreste havdefået programmet anbefalet af sin fætter der brugte det fra sine dage som radiovært.
Programmet hedder MixMeister BMP analyzer og kan downloades gratis her:http://www.mixmeister.com/

Vi gjorde så det, at vi lagde alt vores musik ind i programmet og så regnede den bpm ud på alle numrene.
Det var fedt og jeg har nu fundet 7 numre, som jeg synes er dejlige at løbe til:

Bel Esprit: An so on – bpm=173 – skridtfrekvens=168

Aha: Take on me – bpm=169 – skridtfrekvens=169

Dizzy Mizz Lizzy: Love me a little – bpm=170 – skridtfrekvens=171

Bel Esprit: Channel of your eye – bpm=170 – skridtfrekvens=167

The Cure: Boys don´t cry – bpm=169 – skridtfrekvens=171

Bad Manners: My girl lollipop – bpm=169 – skridtfrekvens=172

Queens of the Stoneage: No one knows bpm=170 – skridtfrekvens=170

Jeg fandt herved også ud af bpm ca. passede med numrenes skridtfrekvens.

Lady Gaga

Min kæreste arbejder med radio og video og har derved adgang til programmer, f.eks. et program til at redigere lyd.

Da jeg elsker nummeret "Bad Romance" med Lady Gaga kunne jeg godt tænke mig at løbe til det, men det er alt for langsomt med en bpm på 120. Min kæreste kørte det så gennem lydredigeringsprogrammet, ændrede tempoet og vupti så var nummeret pludselig 170 bpm ;-) Superfedt at løbe til, så det har jeg nu føjet til den ovenstående liste.

Mit mål med løbetræningen var, som du måske har læst i et andet blogindlæg, at jeg skulle løbe 5 km.
Jeg har snart nået mit mål.

I dag løb jeg 4,5km med hjælp fra Lady Gaga og de andre rødder ;-) På søndag regner jeg med at udvide ruten med de sidste 500 meter.

Hvad er dit mål med løbetræningen og hvilken musik løber du til?

2. maj 2011

Æble eller pærefom?

Forleden dag havde jeg en snak med en veninde om hvorvidt æbleform ( det at man har meget fedt omkring maven og/eller brystkassen ) eller pæreform ( det at man har meget fedt omkring lår og hofter ) er mest usundt.
Jeg mener helt klart, at det er sundest at være pæreformet, da fedtet ved æbleform i nogle tilfælde sidder omkring tarmene. Fedtet ved æbleform kan dog også sidde i underhuden.

Der findes nogle måder hvorpå du kan finde ud af, om du er pære- eller æbleformet på.

1.Ved at måle talje/hoftemål.
Mål omkredsen af din talje i cm og divider med omkredsen af din hofte. For kvinder vil tallet være over 0,8, og for mænd over 1,0, hvis man er æbleformet. ( kilde: iForm.dk )
Men da fedtet også kan sidde i underhuden på maven er talje/hoftemålet ikke et helt nøjagtigt mål for dette.

2.Ved at lægge dig ned på ryggen. Hvis maven stadig er rund og høj når du ligger ned, sidder fedtet mellem tarmene. Hvis maven flader ud sidder fedtet mest i underhuden, og så er der ikke tale om det usunde fedt.
( kilde: videnskab.dk )

Min veninde havde hørt om en undersøgelse der havde vist, at det er ligegyldigt om man er pære- eller æbleformet. Det er lige sundt/usundt.
Jeg blev lidt provokeret af dette og har derfor forsøgt at finde ud af, hvordan det forholder sig.

Jeg fandt frem til den undersøgelse min veninde refererede til. En engelsk undersøgelse, hvor man har fulgt 220.000 mennesker fra 17 lande i en 10-årig periode.Undersøgelsen viser overraskende, at æble- og pæreformede mennesker har nogenlunde samme risiko for at dø af en hjertesygdom.
( Engelsk sammendrag af undersøgelsen: http://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736%2811%2960105-0/abstract )
Formålet med undersøgelsen var at påvise hvilke faktorer der øger risikoen for hjertesygdomme. I toppen lå højt kolesteroltal, sukkersyge og forhøjet blodtryk. Fedtfordelingen lå længere nede på listen.

Den danske ekspert Arne Astrup, Professor og Institutleder for Human ernæring/Fedme og Appetitregulering ved Københavns Universitet, mener dog, at undersøgelsen ikke kan være helt præcis, da de ikke har målt andet end BMI og talje-og hoftemål. De engelske forskere ikke har benyttet sig af helkropsscanninger af fedtdepoternes størrelser, hvor man reelt kan se hvor fedtet sidder - i underhuden eller omkring tarmene.
( kilde: http://www.fri.dk/velvaere/er-paereform-bedre-end-aeble )

Der er fundet et protein som afgør om du har tendens til pære- eller æbleform. Det nyopdagede protein afgør hvordan kropsfedtet distribueres, viser forskningen, og det kan være med til at finde nye fedmebehandlinger.
Proteinet, der har fået navnet 11BetaHSD1, findes i højere niveauer i personer, som har fedt lagret omkring mave/brystkasse.
Forskerne, hvis arbejde er offentliggjort i tidsskriftet Diabetes, er allerede ved at undersøge måder at udvikle medicin, der hæmmer dette "æble-facon"-protein.

Min konklusion på alt dette er, at jeg stadig tror på, at det er mere usundt at være æbleformet end pærefomet ;-)
Hvad mener du?

Opdateret d.18/5:

En artikel på Hjerteforeningens hjemmeside om usund æbleform:
http://www.hjerteforeningen.dk/index.php?pageid=334&newsid=848