15. maj 2011

Kanon Føde!

Jeg "faldt" over et program på DR2 i går, som jeg gerne vil anbefale.
Det hedder "Kanon Føde" og blev sendt første gang på DR i efteråret 2010.

Rugbrøds-crostini med ferskner, parmaskinke og ost
Foto venligst udlånt fra dr.dk
Værterne på programmet er Anne Hjernøe, selvbestaltet TV-kok, som vi nok alle kender fra f.eks. "AnneMad" og
Ann Marker som oprindeligt er uddannet geolog, men har lavet en række TV-udsendelser om videnskab, teknologi og natur.




Der er en videnskabelig vinkel på programmet idet Ann Marker besøger forskere, der på forskellig måde gør sig endnu klogere på, hvilken betydning forskellige madvarer kan have for vores sundhed og helbred.

Vi ser desuden Anne  Hjernøe lave Kanon Føde med en masse gode råvarer i sit transportable udekøkken. Fælles for disse råvarer er, at de er sunde og gode for os, og at vi spiser dem alt for lidt

Det program jeg så, var nummer 2 i rækken af 6 programmer og handlede om Fuldkorn. Om at fuldkorn er godt, og hvorfor det er godt!

Det var spændende at se, hvad der bliver lavet af undersøgelser og forsøg og desuden at få inspiration til lækker mad, man selv kan lave. 

Specielt kan jeg godt lide, at Anne Hjernøe i det her program har en naturlig skepsis overfor de råvarer, hun vælger at bruge, og at hun bliver positivt overrasket over, hvor godt maden kan smage med dem. Hun siger også, at hun helst ikke går på kompromis med smagen til fordel for sundhed, men at man sagtens kan lave noget sundt, der også smager godt!

Hvis du har lyst til at se programmerne ligger de på DR´s hjemmeside på adressen: http://www.dr.dk/DR2/K/Kanonfoede/Udsendelser/

DR2 sender det næste program på lørdag d.21/5 kl.15.05. Det handler om krydderurter og svampe.

Jeg har en plan om evt. at optage programmerne. Der er nemlig, i mine øjne, noget over at se programmerne i fjernsynet fremfor på nettet ;-)