22. april 2011

Løb - dejlig og hård motion

Jeg er lige kommet hjem fra en løbetur. For første gang i min løbekarriere har jeg løbet 3 km i træk, uden at gå indimellem. Det føles f..... fedt!

Min løbekarriere begyndte i sommeren 2009. Indtil da har jeg ikke kunnet løbe, da knæene ikke har kunnet klare vægten. Jeg har ellers altid ønsket, at jeg kunne løbe, da jeg synes, det er så dejlig fleksibelt, man kan løbe når det passer en.
Jeg fandt det her begynder-løbeprogram hos iForm, som jeg ville prøve og så gik jeg i gang med at finde tøj og løbesko.

Det vigtigste er, at finde de rigtige sko, der passer til ens løbestil. Løbestil handler om, hvordan foden falder, når den rammer jorden. Den kan falde indad (pronation), udad (supination) eller den kan være neutral. Læs lidt mere om det her.
Jeg vil anbefale, at man går i en sportsforretning og får testet ens løbestil. Det gjorde jeg, og det er jeg glad for. Jeg skulle i samme omgang købe sko og fik derfor løbestilstesten gratis. Til gengæld måtte jeg slippe 800kr. for løbeskoene.

Jeg gik så i gang med løbeprogrammet og det gik ok, men på et tidspunkt blev jeg syg og måtte holde pause og så gik der lang tid, inden jeg kom i gang igen. Det har min løbekarriere faktisk været præget af.

I efteråret 2009 fik jeg pludselig føleforstyrrelser i venstre ben. Jeg kunne ikke mærke, hvis jeg trådte ned på et koldt gulv og jeg havde i øvrigt også ondt i min lænd. Jeg gik til lægen, og blev henvist til en kiropraktor, som kunne konstatere, at jeg havde nogle problemer med min rygsøjle flere steder, formentlig pga. vægten.
Jeg blev behandlet intensivt den første måned, og kunne så begynde at løbe igen. Jeg stoppede behandlingen efter ca. et år og skal nu kun behandles en gang om året, og så selvfølgelig, hvis der bliver problemer. Det har der 7-9-13 ikke været. Min kiropraktor anbefalede, at jeg lyttede til min krop i stedet for at følge et løbeprogram. Så det gjorde jeg! Men jeg kunne stadig ikke løbe mere end max. 10 min i træk.

Jeg købte et løbebånd i februar 2010, så jeg også havde mulighed for at løbe, når der var sne og is. 

I perioder har det også været svært at komme afsted, så i foråret 2010 tænkte jeg, at jeg var nødt til at have en gulerod, for at jeg kom ud.
Jeg tilmeldte mig iForms kvindeløb i Århus, men det endte med, at jeg var syg  med influenza lige inden, og under løbet, som jeg tog til med en veninde, skiftevis løb og gik jeg.
Det var dog fedt, at være afsted med ca. 6000 andre.

Siden da har det været meget on og off løbemæssigt og  i januar begyndte jeg derfor på et løbeprogram: Couch to 5k, hvor man skulle kunne løbe 5 km på 9 uger. Man skulle løbe 3 gange om ugen og i intervaller indtil slutningen af uge 5. Det gik rigtig godt indtil slutningen af uge 5, hvor jeg pludselig skulle løbe 20 minutter i træk. Det kunne jeg bare ikke :-/

Siden da har jeg intervaltrænet og studset over, at jeg kun en enkelt gang har kunnet løbe 15 min i træk.
Jeg har søgt og søgt på nettet for at finde ud af, hvad jeg kunne gøre anderledes. Jeg har haft en idé om, at det var min vejrtrækning, det var galt med og forsøgt at fokusere på det, dog uden held. Så har jeg tænkt, at det var fordi jeg løb på tom mave (inden morgenmaden) og at kroppen derfor ikke kunne mobilisere energien.

Forleden dag var jeg så til middagsselskab med mine 3 dejlige veninder fra sygeplejeskolen, og vi kom til at tale om det. De spurgte mig ud om alt muligt og kom med gode råd. Bl.a. at det er rigtig godt, hvis man knytter hænderne hårdt, når man løber, som om man virkelig skal holde fast på noget.
Desuden kom vi frem til at min vejrtrækning var helt forkert. Jeg trak vejret ind og ud gennem munden med det resultat at indåndingen bliver overfladisk og musklerne derfor ikke får ilt nok. Man skal trække vejret ind gennem næsen og ud gennem munden.
Da jeg skulle afsted her til morgen, bestemte jeg mig for, at jeg ville prøve det af. Det med vejtrækningen var svært, især da jeg begyndte at blive træt, men resultatet var som sagt, at jeg løb 3 km i træk!
Hurra!!!!
Og tak til Tina, Camille og Anja ;-)

Nu er jeg sikker på, at jeg kan løbe det meste af 5 km (som er mit mål med løbetræningen), når jeg skal til iForms kvindeløb igen d.30/4.